Dør 19:00
Show 20:00
275 DKK
Koncerten afholdes med siddepladser. Du kan læse mere om Richters koncerter & Covid-19 her.
Claus Hempler slog allerede som helt ung sit navn fast som sanger i det succesombruste band Fielfraz. Siden har Hempler udgivet en håndfuld klart definerede soloplader, der har givet ham ry som en af vores store, stildannende sangere og en musikernes musiker – sådan en de andre musikere fremhæver, når de skal pege på et nyere dansk navn, der leverer og markerer sig.
Alligevel er det som om, at denne voksne, etablerede sanger nu springer ud som helt nyt navn. Claus Hempler har skrevet sange på sit modersmål dansk for første gang nogensinde, og han har lavet et helt album af dem.
Og hvordan er det så gået til, at dansk popmusiks elegantier, stemplet som crooner og ligefrem udlagt som en slags mørkets fyrste af dansk popmusik, måske på grund af den smægtende baryton stemme og den stilbevidste fremtræden, nu er blevet formidler af det danske sprog? Og så endda med en samling sange, der ikke bare tager favntag med livet, men også gør det med en næsten klukkende, tilbageholdt latter.
”Al musik jeg har hørt siden min barndom har været på engelsk. Det har været mit rockmodersmål og blev en måde at tænke på, når jeg skulle skrive en sang. Det starter altid med en linje eller et fragment af tekst, som bliver til en strofe, og så er der noget at skrive ud fra. Det er en proces, der tager tid. Jeg plejer at skulle marinere lidt først. Gå og overveje, kan sangen det ene eller det andet, og jeg har taget tilløb til en plade i nogle år. Men undervejs blev jeg træt og i tvivl, mens de engelsksprogede sange hobede sig op. Samtidig begyndte der at dukke linjer op på dansk for første gang nogensinde. Der var ikke planlagt, det skete bare,” fortæller Claus Hempler om starten på albummet Kuffert fuld af mursten.
Det viste sig at blive den letteste proces nogensinde: ”I løbet af en måned havde jeg skrevet 17 sange. Det kom helt ubesværet. Jeg kunne fra start se, at jeg havde fat i noget med det danske sprog. Sådan er det, når man selv bliver fascineret af det, man laver. Jeg blev nysgerrig. Hvad bliver næste linje mon? Hold kæft hvor var det sjovt! Det er længe siden, jeg har haft det sådan,” siger Claus Hempler.
Du besøger denne hjemmeside via en meget forældet webbrowser. Oplevelsen vil være forringet og visse funktioner virker muligvis slet ikke. Vi anbefaler at du i stedet besøger via en opdateret browser, såsom:
Richter · Telefonvej 16, 2860 Søborg · Find vej