Autometer – et opdateret ekko af krautrock i et eksperimenterende univers
Krautrockbandet Autometer består af tre erfarne musikere fra den danske musikscene, der samles om krautrockens ikoniske lyd men uden at vedkende sig genren som en religion.
Deres debutalbum Format udkommer torsdag den 27. november. Musikken er optaget med spontanitet, umiddelbarhed og spilleglæde som centrale pejlemærker, og albummet er indspillet løbende under øvesessions henover det seneste år. Format er optaget, mixet og produceret af Autometer samt mastereret af Caspar Hesselager. Albummet udkommer digitalt via det uafhængige label Four Leaf Clover.
Autometer arbejder ud fra den klassiske rocktrios dyder med guitar, bas og trommer. Trioen drikker lystigt af krautrockens fossende kilde og dyrker lange, repetitive strukturer i spirende psykedeliske lydlandskaber. I musikken sanses en grundlæggende melankolsk åre, som former en melodisk sound, der også trækker jazzens legesyge, indierocket æstetik og worldmusikkens understrømme med sig.
Når Autometer spiller live er det groovy, simpelt og til tider poppet, men hele tiden med skygger af noget ukendt og sært dragende. Musikken er i et æggende flow, men hvert nummer overrasker med knitrende effektloops, rumklangsmættede bas-ostinater og gyngende trommebeats flankeret af kontrastfyldte skift og nærmest funky passager.
Bandet udtaler: “Når vi spiller live, mødes vi i musikken uden et korrekt facit. Hver koncert er et levende møde, hvor lyd, tid og nærvær formes mellem os og publikum. Musikken bliver et fælles rum, hvor vi hylder det uforudsigelige og nye forståelser, der kan opstå, når man giver plads til fordybelse og forundring. Det er vores langsomme åndedrag i en verden, der ellers haster forbi.”
Koncerten afholdes med unummererede siddepladser
| Dato: | fre 27 feb |
|---|---|
| Dørene åbner: | 19:00 |
| Showstart: | 20:00 |
| Pladser | Unr. siddepladser |
| Alm | 200,- |
| Unge | 112,50,- |
Richter · Telefonvej 16, 2860 Søborg · Find vej