Logo
Efteraar // Godt Gået Frej billede 1
Efteraar // Godt Gået Frej billede 2

Efteraar // Godt Gået Frej

To stærke stemmer fra den nye danske musikscene mødes denne aften i et koncertformat, hvor nærvær, eftertanke og fællesskab er i centrum. efteraar og Godt Gået Frej deler evnen til at indfange de følelser og erfaringer, der præger livet som ung voksen: længslen efter mening, frygten for at miste og håbet om at finde hinanden midt i det hele.

Med storslåede indie-rocklandskaber og poetiske fortællinger om tvivl, tempo og forandring inviterer efteraar publikum ind i et lydunivers, hvor melankoli og håb går hånd i hånd. Godt Gået Frej følger op med sange, der undersøger relationer, ensomhed og moderne fællesskaber med både varme, sårbarhed og skarp samfundsbevidsthed.

Sammen skaber de en koncertoplevelse, der favner både det store og det nære – fra de fællesskabende omkvæd til de stille refleksioner.

Efteraar 

Som et gult blad, der falder i oktober, sætter aarhusianske efteraar lyd og ord på de øjeblikke, hvor noget slipper – og noget nyt spirer frem. I spændingsfeltet mellem drømmende indiepop og energisk rock skaber bandet en lyd, der bevæger sig mellem håb og melankoli. Med efteraar får man både storslået stadionlyd og nære, skrøbelige øjeblikke.

Inspireret af navne som Tårn og Blaue Blume har bandet udviklet deres eget udtryk med nuancer af efterårets stemninger – både de mørke og de lyse. Et udtryk, der føles som efteråret selv.

I foråret 2025 udgav bandet debutalbummet “kalder på et øjeblik” i samarbejde med producer Søren Zahle (Peter Sommer, Lars Lilholt). Albummet har fokus på sluttyvernes tempo, tvivl og tomrum. Flere af sangene har fået radioplay på P6 Beat og P4 – og optræder desuden som soundtrack i Jonas Risvigs serie PEAK.

Live er efteraar et autentisk møde mellem energi og følsomhed. På SPOT Festival og UHØRT Festival 2025 imponerede de med intense og tætpakkede koncerter. Gaffa kvitterede med ★★★★★☆ for koncerten i Palmehaven på SPOT Festival og skrev:

“… en meget vellykket koncert med et band, der bestemt ikke er i deres karrieres efterår, men på fuld fart på vej ud i lyset …”

efteraar består af de seks venner – Bernhard, Anton, August, Emil, Jesper og Mikkel.

Godt Gået Frej

Godt Gået Frej skriver kærlighedssange til venner, vrede mænd og mennesker på vej væk fra hinanden

Godt Gået Frej er bange for at gøre folk sure. Så bange, at han i årevis havde svært ved overhovedet at sige højt, hvad han egentlig mente. Alligevel er første single fra hans kommende debutalbum opkaldt efter en af internettets mest polariserende mandefigurer.

“Andrew Tate”, der udkom den 29. maj, forsøger ikke bare at kritisere moderne mandeidealer, men at forstå, hvorfor så mange unge mænd søger mod vrede internetguruer og ekstreme fællesskaber i en tid, hvor mange føler sig fortabte.

“Jeg tror sgu, der er mange mænd, der har haft identitetskrise de sidste fem år,” siger Frej.

Men i stedet for at gøre grin med de mænd, der bliver opslugt af figurer som Andrew Tate, forsøger Godt Gået Frej at skrive indefra — med empati, frygt og erkendelsen af, at vrede ofte dækker over ensomhed.

Den dobbelte følelse gennemsyrer hele debutalbummet, der udkommer senere i 2026. For selv når Godt Gået Frej skriver politiske sange, handler de i sidste ende om relationer mellem mennesker — om kærlighed, skam, venskaber og følelsen af aldrig helt at kunne finde ro i sig selv.

Frej er vokset op på Nørrebro med en far, der arbejdede som klovn og performer, og en mor, der senere blev psykoterapeut og misbrugskonsulent. Måske er det derfor, hans musik hele tiden balancerer mellem omsorg, kaos og behovet for at holde sammen på stemningen. Sangene føles spontane, varme og menneskelige, men under overfladen ligger en næsten besat opmærksomhed på relationer, stemninger og følelser.

Albummet handler om mennesker, der prøver at finde hinanden i voksenlivet. Om forelskelser, der vælter én omkuld. Om relationer, der langsomt glider fra hinanden. Og om mænd, der længes efter fællesskab, men ofte ender i miljøer, hvor vrede, ironi og hårdhed bliver den eneste måde at være sammen på.

Men i stedet for at drukne i ensomhed peger pladen hele tiden tilbage mod fællesskabet. Mod vennerne.

Hvor Frejs tidligere musik i højere grad blev lavet sammen med etablerede producere og branchefolk, er debutalbummet vokset frem blandt venner og musikere, han har kendt i årevis. Det kan mærkes i sangene. Der er mindre distance. Mindre perfektionisme. Mere tillid.

For selvom albummet kredser om maskulinitet og ensomhed, handler det ikke om at gøre mænd hårdere eller mere dominerende. Tværtimod. Pladen føles som et forsøg på at forestille sig en anden slags mandefællesskab — et hvor der er plads til omsorg, usikkerhed, nærhed og kærlighed uden at maskuliniteten forsvinder af den grund.

“Kærlighedssange til venner og familie mangler,” som Frej selv siger.

Og måske er det netop dét, Godt Gået Frejs debutalbum i virkeligheden er: En samling kærlighedssange til venner, kærester, ekskærester og mennesker, man er bange for at miste.

Dato19.09.2026
Dørene / Show20:00 / 20:00
SeatingStåpladser

Richter · Telefonvej 16, 2860 Søborg · Find vej